Nedenstående artikel er et omskrevet
og nyredigeret uddrag af en artikel,
som Anders Hjorth-Jørgensen skrev
til Kulørte Sider nr.32/1979:

Illustrerede Klassikere
- det respektable tegneserieprodukt

Selv »pæne«, ansvarlige forældre må erkende, at tegneserier øver stor tiltrækning på deres børn, og derfor er der behov for at have adgang til et "respektabelt og lødigt" tegneserieprodukt. Det var denne grundholdning, som lå bag det amerikanske forlag Gilbertons udgivelse Classic Comics, hvis første nummer udkom oktober 1941.
Manden bag denne nyskabelse hed Albert L. Kanter (1897-1973), som får følgende ord med på vejen i det danske IIlustrerede Klassikere nr. 65:
»Som dreng kom han fra Polen til Amerika, og som ung bosatte han sig i Florida. Her faldt det i hans lod at være med til den enorme udvikling, der omskabte det dengang sparsomt bebyggede land til det store ferieparadis, det er i dag. Han blev en rig mand, endogså meget rig, og nogle af sine mange penge brugte han til at opfylde et ønske, han alle dage havde næret, han samlede sig et stort og omfattende bibliotek. Nu havde han både tid og råd til at læse, hvad han ikke havde haft før.
Da Al Kanters børn voksede til, prøvede han på alle mulige måder at få dem til at læse de bøger, som han selv havde haft så megen glæde af. Men de var ikke interesserede. De foretrak at læse serier, og af dem var der tusindvis i Amerika. Men de var ikke værd at spilde tid på. Enten var de rå, brutale beskrivelser af slagsmål mellem gangstere, forbrydelser og alle slags ugerninger, eller også meningsløst vrøvl og det rene idioti.
Al Kanter havde imidlertid startet et forlag, hvor han udgav håndbøger og lærebøger, og dette bragte ham i forbindelse med en række kendte lærere og pædagoger, videnskabsmand og læger. Sammen med dem drøftede han nu indgående det problem, der jo ikke var hans alene, men faktisk alle amerikanske forældres problem: hvordan kunne man få ungdommen til at interesserer sig for den gode litteratur, de gode og underholdende bøger, i stedet for at læse serier.
Sammen med undervisningseksperter, moderne pædagoger og psykologer fandt man til sidst en løsning. Man ville besejre de dårlige serier med deres eget våben, med endnu bedre serier, med de bedste bøger, genfortalt af dygtige skribenter og illustreret af de bedste tegnere, man kunne få.
Nu lyder det så let, men det var i virkeligheden en stor og vanskelig opgave. Classic's Illustrated blev modtaget med stor glæde af Al Kanters egne børn, men det tog lang tid før alle lærte denne nye »serie« at kende. Skønt de fleste var enige om, at her havde man da fået noget nyt, der var betydeligt bedre end de dårlige serier, så var der naturligvis også dem, der i begyndelsen havde noget at indvende, som så mange har, når de står overfor noget nyt. Al Kanter og hans hjælpere troede fuldt og fast, at de illustrerede klassikere ville skabe interesse for de gode bøger, sætte læserne på sporet, så de fik lyst til at læse både originaludgaverne og andre bøger. Men der var kritikere, som mente, at havde man læst en bog som illustreret klassiker, så læste man ikke originalen.
Tiden og erfaringen modbeviste dem begge. Utallige pædagoger, forældre og talløse læsere har takket Al Kanter for hans gode ide.«

Albert L. Kanter

Kanter-biografi i
IIlustrerede Klassikere nr. 65

Display racks og posters sørgede i 1940'erne
og -50'ernes USA for at gøre opmærksom
på Classics Illustrated hos forhandlerne.

Tegneseriehetzen

Dette lange citat taler næsten for sig selv.
Det sættes dog i relief af et andet citat, hentet
fra Tørk Haxthausens bog fra 1955 Opdragelse til terror:
»En af USA's bedste kritikere, John Mason Brown, anmeldte Classic's Illustrated- udgaven af Macbeth og skrev, at den var lige til skraldespanden. Dostojevskij's Raskolnikov er også kommet i serieudgave, på forsiden udstyret med et fotografi af en mand med hændene sat i stilling til kvælergreb og et forvildet udtryk i ansigtet. Første side viser en mørkegrøn skyggeagtig mandsfigur, som er ved at kaste sig over en yppig blondine, der befinder sig i baggrunden af billedet. I New York Times Book Review omtalte kritikeren David Dempsey seriehæfteudgaven af Julius Cæsar og skrev: »Denne udgave af Julius Cæsar har en Brutus, som ligner Superman påfaldende, og som ytrer sig i den værste seriehelte-jargon.« En anden kritiker, folkloristen G. Legman, sammenfatter sit indtryk af klassiker-serierne som følger: »Efter at have gennemgået den behandling er ingen klassisk bog, ligemeget hvem der har skrevet den, til at skelne fra de rapandserier og gangster-hæfter, den påstås at erstatte.«
En elskværdig og rørende naiv dame har skrevet og fortalt om biblioteksfolkenes erfaringer med klassiker-serierne. Hun hedder Ida M. Andersson og er ansat ved det offentlige bibliotek i Providence, og hun siger: »Mange forældre og lærere har overfor mig erklæret sig enige i vort synspunkt, at læsningen af den slags seriehæfter har en skadelig indflydelse på børnene ... At seriehæfterne skulle opmuntre børnene til at læse rigtige bøger, modsiges af bibliotekaremes erfaringer. Udlånet af ungdoms- og børnebøger er gået betydeligt ned over hele landet, efter at seriehæfteme er blevet så populære, som de nu er.«

Tilsyneladende var de lærde stærkt uenige om kvaliteten af Classic's Illustrated i 40'erne og begyndelsen af 50'erne. Retfærdigvis må man sige, at set i nutidigt perspektiv er udgivelserne fra denne periode hverken fremragende eller særlig dårlig tegneseriekunst. De rummer blot som helhed solidt tegneseriehåndværk. Og så er det værd at bemærke, at de Shakespeare-tegneserier, som omtales ovenfor, faktisk er uhyre tro mod den originale tekst!

"Utallige pædagoger, forældre og talløse læsere har takket Al Kanter for hans gode ide.« står der som nævnt i artiklen om Al Kanter i Illustrerede Klassikere nr.65. I kølvandet på den hetz, som Frederic Wertham iværksatte overfor amerikanske tegneserier i starten af 1950'erne, fulgte bl.a. udtalelser som disse,   indsamlet af en lærerinde blandt hendes elever - formodentlig efter hendes grundige forarbejde og formuleringer, aldergruppens normale formuleringsevne taget i betragtning:

• "We are all familiar with Alice in Wonderland; all that is but the Gilberton Co. Publishers, who are not ashamed to use the title, and yet, who misrepresent not only the story, but the characters and setting. Not much nore than the title remains the same."

• "The comic Connecticut Yankee ... a cheap farce written by some people who don't know how to make a food living."

• The comic Swiss Family Robinson ... The coloring of the illustrations was atrocious."

• "In the Jane Eyre Classic Comic version, all the beauty of Charlotte Bronte's story as she wrote it is gone."

• "Kidnapped ... The original book suggested some scenes that can be painted only in the human mind."

I 1951 fik det amerikanske korstog mod tegneserierne gradvist større fodfæste. Man må formode, at det fik Gilberton- redaktionen til at fortryde udgivelsen af titler som The Hunchback of Notre Dame, Dr. Jekyll and Mr. Hyde og Mysteries.  Ihvertfald betød hetzen som udførligt beskrevet i næste afsnit omredigeringer af visse titler og manglende genudgivelser af andre.
Hetzen, hvis bannerførere helst så gode som dårlige tegneserier helt afskaffet, medførte også en række høringer på foranledning af statsadministrationen, hvilket bl.a. førte Gilberton i vidneskranken. I 1951 fik forlagets daværende redaktør Meyer A. Kaplan derfor mulighed for at afslutte sin optræden i en høring i New York således:

"But in all humility, I suggest that the child who has no interest in good literature will never of his own choice read it. Forcible feeding of the classics will make no more impression on him than a visit to the Art Museum will make on a child who has no interest in fine art. The taste for good literature and fine art must be

Men godt nok var der kritik af Classics Illustrated og behov fra redaktionen for retfærdiggørelse, men det er værd at bemærke, at Gilberton som et af de få amerikanske tegneserieforlag i 1950'erne fortsatte med at udgive tegneserier uden "Comics Code"-godkendelse, uden at det fik konsekvenser. Det kan skyldes, at Gilberton som nævnt senere selv sørgede for at fjerne "kritisable" - dvs. voldsomme - sekvenser fra hæfterne.

Gilberton, Classic Comics og Classics Illustrated

Som sagt udkom Classic Comics første gang i 1941. Produceret af Al Kanter - 1942-46 i samarbejde med Raymond Haas og Myer Levy - og med bl.a. John Koosis, Gail Hillson og John H. Compton på ledende poster udkom fra dette tidspunkt og indtil februar 1947 34 numre af denne serie - nr. 1 var The Three Musketeers, nr. 34 Mysterious Island. Nummereringen fortsatte derefter i den nye serie Classic's Illustrated, som udkom med nr. 35 i marts 1947 (The Last Days of Pompeii) - og med nr.169, dvs. sidste nummer, i 1969.

Efter en start som redaktionsassistent i 1949 beklædte Meyer A. Kaplan en betydningsfuld redaktørpost i denne periode, dvs. 1951-61.
Dermed var det dog ikke slut med udgivelsen, for i perioden april 1943 til 1971 udkom en del af titlerne i mange oplag, hvoraf flere under 2. verdenskrig på grund af papirrationering blev trykt af flere trykkerier samtidig. Det gør det i dag overordentligt svært for samlerne at få et ordentligt overblik, men lidt hjælp er der da at hente på denne website ...

... og i Dan Malan's The Complete Guide to Classics Illustrated.

HRN

En rimelig sikker nøgle til identifikation af udgaver og oplag i USA er HRN (Highest Reorder Number) i listen på hæfternes bagsider. Tryk her for eksempler.
Flere af Gilbertons klassikerudgivelser forligger også i forskellige udgaver. I 40'erne præsenterede klassikerne sig udadtil gennem tegnede omslag. Bl.a. på grund af Frederic Werthams korstog blev enkelte omslag omtegnet i slutningen af 1940erne. Således omtegnede Henry C. Kiefer forsiderne til #13, #18, #29 og #41, fordi Wertham direkte kritiserede 1. udgaves forsider.
I samme periode blev mange 56-siders hæfter reduceret til 48 sider, mens 64-siders hæfterne blev skåret ned til 56 sider. Desuden blev en hel del sider omredigeret eller direkte omtegnet  med det formål at undertone de af romanforlæggenes voldsomme handlingsbeskrivelser, som var blevet omsat til ligeså voldsomme tegneserieforløb i 1. udgaverne. Det gik bl.a. ud over #18, The Hunchback of Notre Dame, som ikke kun nåede at udkomme med 4 forsider, men også fik bortredigeret/selvcensureret flere tortur- og voldsscener.
Enkelte hæfter udkom aldrig i ny udgave: #33 The Adventures of Sherlock Holmes, #40 Mysteries og #44 Mysteries of Paris.
Det er bemærkelsesværdigt, at netop disse "gysere" aldrig udkom i Danmark - formodentlig fordi det danske forlag ønskede at undgå en mulig og meget sandsynlig kritik.

I 1951 udgav Gilberton The Odyssey (nr. 81), og med denne titel blev de malede omslag introduceret. Kort efter begyndte også genoptryk af numrene 1-80 at optræde med sådanne omslag, og da serien endelig fandt vej til Danmark med titlen Illustrerede Klassikere, og med et omfang på 44 sider, var alle tegnede omslag udryddet. Formålet med de malede omslag var at give serien et mere respektabelt ydre end tidligere, hvor de tegnede omslag stilmæssigt lænede sig op af de øvrige - og meget ringeagtede og kritiserede - hæfteserier på det amerikanske marked.
Ligesom serien skiftede ydre, ændrede indholdet også karakter. Flere hæfter blev således totalt omtegnet, bl.a. nr. 42 (Swiss Family Robinson - tegnet af Henry C. Keifer i 1948 og af Norman Nodel sidst i 50'eme), nr. 13 (Dr. Jekyll and Mr. Hyde - tegnet af Arnold Hicks omkring 1943 og af Lou Cameron midt i 50'erne) og nr. 1 (The Theree Musketeers tegnet af Malcolm Kildale i 1941 og af George Evans sidst i 50'erne).

Seriens perioder

Classic's Illustrated er altså langt fra et entydigt begreb. Groft sagt kan de inddeles i tre perioder efter tegnere: Den ufærdige (udgivelserne fra 40'erne, som for en stor dels vedkommende blev omtegnet), den ombrydende (slutningen af 40'erne, begyndelsen af 50'erne - rummer flere eksempler på tegnere, som skabte endelige udgaver af tidligere numre, frembragte nye ting, som senere blev omtegnet, og udformede første og eneste udgave af visse titler) og den endelige (slutningen af 50'erne og begyndelsen af 60'erne - hvor mange titler udkom med nye tegnere, og hvor ingen af de nye titler blev omtegnet).
Den ufærdige periode , som strakte sig 1941-44, var præget af en stærkt vekslende kvalitet fra hæfte til hæfte.
Den ombrydende 1945-53 var straks mere homogen og præget af at arbejdet med adaptionen af de gamle klassikere var i hænderne på en gruppe tegnere, der arbejdede under "fælles hat", nemlig Jerry Iger Shop med Blum, Hicks, Palais og Kiefer som de mest produktive.
Den endelige 1954-62 var for en stor del titler vedkommende præget af de gamle E.C-tegnere og tegnere, som lå tæt på disses stil, bl.a. George Evans, Joe Orlando, Graham Ingels, Reed Crandall, Norman Nodel og Lou Cameron.

Twin Circle

Classics Illustrated #168 og #169 lå klar til udgivelse, da Gilberton stoppede i 1962. Også en del andre titler var sat i produktion på dette tidspunkt, bl.a. Norman Nodels udgave af Ian Flemmings Dr. No, der på dette tidspunkt også dannede grundlag for den første James Bond-film.
Det var Gilbertons britiske "filial", der stod for denne og andre produktioner indtil 1963. Men den europæiske produktion af Classics Illustrated fortsatte og nåede op på ialt 82 titler.
Crandall og Evans havde videregivet #168 fra deres tegneborde i 1961, men den amerikanske udgivelse lod vente på sig i 8 år. I Danmark udkom den allerede i 1966 som Illustrerede Klassikere nr.158. Men i USA udkom den først i 1969, udgivet af Patrick Frawleys forlag Twin Circle,
Twin Circle udgav i forvejen en katolsk ugeavis. I 1968-69 forsøgte forlaget at give Classics Illustrated en renaissance. Ialt 27 gamle numre udkom med nye forsider - et enkelt af disse også med nytegnet indhold, #83 The Jungle Book tegnet af Norman J. Nodel.
Desuden udgav Twin Circle #168, In Freedom's Cause, og #169, Negro Americans. Det kan være svært at placere sidstnævnte i kategorien "illustreret klassiker", men forklaringen kan være, at den kan være produceret til serien The World Around US, så Twin Circle har fået den med i købet.
I 1969 måtte også Twin Circle erkende, at løbet var kørt. Der var ikke længere publikum til hæfteudgivelsen Classics Illustrated. Først 30 år senere gjorde forlaget igen forsøg med genudgivelse af den klasssiske klassikerserie, da Acclaim Books introducerede den i nyt format - når lige undtages forlagets magasinpublicering.
I følge "The Overstreet Comic Book Price Guide" no.30/2000 er Acclaim Books en underafdeling af Twin Circle Publishing Co.
Inden da forsøgte Pendulum Books sig i 1972 med en genudgivelse under titlen Now Age Books Illustrated. Classics Illustrated #5, #19, #26, #47, #50, #60, # 91, #98, #133 og #169 blev genudgivet, inden forlaget satte sin egen produktion i gang.
Under serietitlen Regents Illustrated Classics udgav Prentice Hall Regents i Englewood Cliffs, New Jersey, i 1981 en række af Gilbertons Classics Illustrated til undervisningsbrug med tilhørende lærerhæfte. Det drejede sig om #1, #3, #4, #5, #7, #10, #13, #16, #18, #19, #21, #23, #24, #25, #26, #29, #30, #64, #8 og, #85. 
I 1984 udgav Cassette Book Co. Classics Illustrated #1, #3, #10, #13, #25 og #64 med tilhørende kassettebånd under serietielen Cassette Books. Både denne og Regents-udgivelsen  blev truet med sagsanlæg af Twin Circle p.g.a. manglende udgivelsesaftale, men sagsanlægget blev dog opgivet og udgivelserne tilladt.

[Læs videre her:]: Gilbertons forfattere og tegnere
[Læs også:]: Illustrerede Klassikere i Danmark