Redaktionel ændring/censur?

Tegneseriemuseet i Danmark
præsenterer

The Comics Museum in Denmark
presents

HOME

INDEX

Classic Comics/Classics Illustrated #18:
The Hunchback of Notre Dame

Redaktionelle ændringer
eller selvcensur?

Flere af Gilbertons klassikerudgivelser forligger i forskellige udgaver. I 40'erne præsenterede klassikerne sig udadtil gennem tegnede omslag. Bl.a. på grund af Werthams korstog blev enkelte omslag omtegnet i slutningen af 1940erne. Således omtegnede Henry C. Kiefer forsiderne til #13, #18, #29 og #41, fordi Wertham direkte kritiserede 1. udgaves forsider.
I samme periode blev mange 56-siders hæfter reduceret til 48

1. udgave
forsidetegning:
Allen Simon

sider, mens 64-siders hæfterne blev skåret ned til 56 sider. Desuden blev en hel del sider omredigeret eller direkte omtegnet med det formål at undertone de af romanforlæggenes voldsommehandlingsbeskrivelser, som var blevet omsat til ligeså voldsomme tegneserieforløb i 1. udgaverne. Det gik bl.a. ud over #18, The Hunchback of Notre Dame, som ikke kun nåede at udkomme med 4 forsider, men også fik bortredigeret/ selvcensureret flere tortur- og voldsscener.

1.udgave med
ny forside af
Henry Kiefer
1949

Hvorfor 4 forskellige
forsider? Fordi Frederic
Wertham og andre i
slutningen af 1940'rene
kritiserede tegneserierne -
og dermed også Classics
Illustrated - for at dyrke
vold i sin mest outrerede
form.
De fire forsider fra The
Hunchback of Notre
Dame viser, hvordan
Gilberton-redaktionen til
stadighed forsøgte at
imødekomme kritikken og
"den gode smag"!

1. udgave med
malet forside
fra 1957

wpe270.jpg (42344 bytes)

I Allen Simon's 1. udgave udpensles scenen, hvor Quasimode med nøgen overkrop lænkes til hjulet, piskes af bøddelen og hånes af pøbelen, inden Esmeralda lytter til hans bønner og giver ham noget at drikke.
Kritikkerne påpegede det usmagelige i at vise Quasimodos handicap så utilsløret samtidig med at puklen piskes til blods.
At kritikken blev taget til efterretning ses i Crandall og Evans tegninger i 2. udgaven, hvor ovennævnte kritikpunkter er nedtonet, og hvor Quasimode på trods af al logik har fået et klæde over sig - men hvor tegningerne også i høj grad stiller forventninger til læserens medleven og forestillingsevne, Sekvensen vises i ombrudt form herunder.

Allen Simons 1.udgave er præget af dynamik og visuel fortælling, som understreger brutaliteten og fortvivlelsen i Victor Hugos klassiker. I 2.udgave leverer Crandall og Evans også god tegneseriefortællekunst, men brutaliteten er unægtelig nedtonet,
og dynamikken er afløst af markeringer og tekstbeskrivelser i denne sekvens, hvor Quasimode forsvarer sin elskede Esmeralda imod pøbelens angreb på Notre Dame, hvor hun gemmer sig.

wpe27D.jpg (24796 bytes)