[fortsættelse af:]
Illustrerede Klassikere
- det respektable tegneserieprodukt

Gilbertons forfattere og tegnere

Før en tegner kan gå igang med en tegneserie, kræves der i de fleste tilfælde en eller anden form for manuskript. Imidlertid er oplysningerne om Gilbertons manuskriptforfatteme  yderst sparsomme og mangelfulde.
Man kan bl.a. konstatere, at Pat Adam har bearbejdet Michael Strogoff, Stephen Burrows The Corsican Brothers, Georgianna Campbell Oliver Twist, Leo Dorfman Ivanhoe og The Count of Monte Cristo, Evelyn Goodman diverse i 1942-43, Samuel H. Abramson Don Quijote, Emanuel Demby Marco Polo, Daniel Kushner Gulliver's Travels og Westward Ho, Dan Levin The Moonstone, Dr. George D. Lipscomb A Christmas Carroll og Harry Miller Typee og Twenty Years After. Med undtagelse af Leo Dorfman, som siden 1960 har arbejdet for både Western og National (bl.a. Superman), har få af disse sat sig andre spor i tegneseriehistorien end de nævnte. En undtagelse er Ken Fitch, som ud over en snes Gilberton-titler også har leveret bidrag til en lang række tegneserieudgivelser fra andre forlag.
Alle er mere detaljeret indexeret i Hvem-er-hvem?
Med tegnerne forholder det sig imidlertid ganske anderledes, idet en lang række af dem har været beskæftiget indenfor tegneserieindustrien i en årrække - med alle de mærkværdige fantasifostre og hjernespind, som denne industri nu rummer. Derfor er oplysningerne om Gilbertons »cheftegnere« også righoldige.
I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at så mange af disse tegnere har leveret bidrag til en lang række af de hæfter, som Al Kanter med sit Classic Comics-initiativ godt ville aflede læsernes opmærksomhed fra. Stort set alle tegnerne i Iger-Roche Shop har arbejdet på 40'ernes superhelte- o.l serier

Simon, Livingstone, Kildale og Zansky

Allen Simon, Rolland H. Livingstone, Malcolm Kildale og Louis Zansky hørte til de tegnere, som satte deres kraftige præg på den ufærdige periode 1941-44 - en periode, som var præget af en stærkt vekslende kvalitet fra hæfte til hæfte. De fleste af disse hæfter blev derfor også senere omtegnet.
En af de få tegnere fra denne periode, hvis hæfter for en dels vedkommende ikke blev omtegnet var Louis Zansky, hvis Don Quijote, Stifinder og Hjortedræber blev udgivet som Illustrerede Klassikere, og som senere også er genudgivet i Acclaims klassikerserie.

Louis Zanskys Don Quijote

Rudolph Palais'  Pelsjægeren Kit Carson

Maurice Del Bourgos Wilhelm Tell

Hicks, Del Bourgo, Heames og Palais

Den ombrydende periode 1945-53 var straks mere homogen og præget af, at arbejdet med adaptionen af de gamle klassikere var i hænderne på en gruppe tegnere, der arbejdede under "fælles hat", nemlig Iger-Roche Shop med Blum, Hicks, Palais og Kiefer som de mest produktive.
Jerry Iger mødte Al Kanter i 1943 og påpegede overfor ham den svingende kvalitet i Classic Comics. Det medførte, at Iger fra #22 kom til at stå som hovedredaktør af kommende udgivelser, hvilket satte sit tydelige præg på serien fra 1945.
Fra denne periode er der bevaret en lang række kunstnere i den danske udgivelse. Bl.a. tegnerne Arnold Hicks, Maurice Del Bourgo (Wilhelm Tell, Under to flag og De 45 livgardister) og Rudolph Palais (Pelsjægeren Kit Carson, Rob Roy, Prærien, I kamp mod havet, David Balfour og Mytteristernes ø) og rentegneren David Heames (Kidnappet, Den sorte fregat, Den hemmelighedsfulde ø og To år foran masten).
En af de tegnere, hvis frembringelser fra den »ombrydende« periode aldrig er blevet omtegnet, er Arnold Hicks. Han har bl.a. tegnet The Prince and the Pauper (Fyrsten og tiggeren), Michael Strogoff (Zarens kurer), The Black Arrow (Den sorte pil), The Spy (Spionen) og Silas Marner. Selvom Hicks er både primitiv og naiv i sin stil og til tider har lidt svært ved at bevare billedelementernes indbyrdes pladsforhold, kommer man ikke uden om, at han effektivt formidler romanforlæggets væsentligste handlingselementer og stemninger.
Men i denne periode er det specielt to kunstnere, som falder i øjene – Alex A. Blum og Henry C. Kiefer.

Arnold Hicks' Den sorte pil

Richard Webb (tegner) og
David Heames'  (rentegner) Kidnappet

Kiefer

Henry Carl Kiefer (1890-1957) er med en snes titler den flittigste bidragyder til Gilbertons klassiker-serie. Han har bl.a. tegnet Pompejis sidste dage (senere omtegnet af Jack Kirby), Familien Robinson (senere omtegnet af Norman Nodel), Store forventninger, En verdensomsejling under havet, David Copperfield, Manden uden fædreland (senere omtegnet af Angelo Torres), Mandfolkelejrens plejebarn, Julius Cæsar (senere omtegnet af George Evans og Reed Crandall), Jorden rundt i 80 dage, Vejen til Oregon, Den mystiske jæger, Fangen på Zenda, Jeanne D'Arc, Den fuldkomne forbrydelse, Kong Salomons miner, Fang dem levende og Talismanen i nævnte rækkefølge. Desuden har han tegnet A Christmas Carol, Wuthering Heights og The Cloister and the Heart, som aldrig fandt vej til Danmark.
Kiefer er som tegneseriekunstner betragtet særdeles ujævn. Man kan dog have mistanke om, at en af årsagerne til, at bl.a. Vejen til Oregon og Jorden rundt i 80 dage virker som tyndbenede og uvedkommende referater, er, at manuskriptforfatteren ikke rigtig har forstået sin opgave. En anden årsag kan være, at de er blevet forkortet. Men Kiefer kan dog ikke ganske frifindes.
Hans stil er ofte grov og ubehjælpsom, og den virker af og til direkte uskøn (i modsætning til f.eks. Hicks, som bevidst og konsekvent anvendte en naiv stil, så den kom til at ligne en regel!). En verdensomsejling under havet, Jeanne D'Arc og Talismanen er det dog lykkedes Kiefer at gøre til udmærkede klassikerbearbejdelser, fordi det i disse tilfælde er lykkedes ham at fange stemningen, tidsbilledet og dramaet i romanklassikerne. Persontegningen er som i mange klassikerbearbejdelser svag, bl.a. fordi tegneren totalt svigtes af den løst komponerede tekst.
Kiefer arbejdede for Gilberton i perioden 1947-53. Selvom han var aktiv på en lang række forlag i perioden 1935-53, er det Gilberton-klassikerne, han vil blive husket for.

Kiefers forside til 1.udgaven af
Swiss Family Robinson

Blum

Alex Anthony Blum (1889-1969) hører med en lille snes titler også til blandt Gilbertons flittigste tegnere. Da han blev ansat på forlaget havde han siden 1938 været tilknyttet diverse forlag uden dog at sætte sig spor i tegneseriehistorien (1938-54 arbejdede han for Iger Shop under pseudonymet Mex Boon). Det kom han imidlertid til gennem sin beskæftigelse hos Gilberton fra 1948 til 1957, hvor hans fortid som maler og grafiker kom ham til nytte. 1955-57 bl.a. som »art director« på forlaget.
Blum illustrerede følgende klassikere i nævnte rækkefølge: Alice i Eventyrland, Damen i hvidt, Skatteøen, Klankrigen i Skotland, Lodsen, Den sorte tulipan, Illiaden, Cyrone de Bergerac, Ulvehunden, Ulf Larsen, En skærsommernatsdrøm, Daniel Boone, Hamlet, Rejsen til månen, Ridderne om det runde bord og Macbeth.
Blums bearbejdelser virker som bedre klassikerfortolkninger end Kiefers - måske fordi han har haft bedre manuskripter til rådighed end denne. Det lader sig ikke bortforklare, at Blums illustrationer er bedre formidlere af stemninger, miljøer og tidsbilleder end Kiefers. Også i Blums tilfælde er stilen naivistisk, men figurernes spændstighed og karakterfulde fremtræden, illustrationernes faste konkurer, den smukke, afdæmpede farvelægning og de mange tilsyneladende korrekte detaljer, som vidner om grundige forstudier, giver læseren en fornemmelse af - set i forbindelse med en teksttro manuskriptbearbejdelse - at originalens vigtigste intentioner er bevaret. Den fornemmelse har man bl.a., når man læser de tre Shaktspeare-klassikere, hvor scenerummet og dets muligheder - og begrænsninger - tydeligvis har været Blums udgangspunkt.
I sin Hamlet-bearbejdelse erkender Blum, at monologerne vanskeligt lader sig omsætte i billeder. Derfor bevares de som tekstenheder, ofte indenfor ét billedes rammer. »At være«- monologen er lige ved p.gr. af sin længde at tage magten fra billedet, men i de fleste tilfælde falder monologerne smukt ind som dele af billederne og helheden. Til Blums fordel taler, at han ikke lader de centrale monologer og handlingsdele forstyrre af krukket effektjageri.
Hvad Blum egentlig formår, ser man tydeligt i et af hans bedste værker, Ulf Larsen. Manuskriptforfatteren har forstået at bibeholde netop de handlingselementer, som er af betydning for Jack Londons budskab om åndens sejr over magten og brutaliteten, og det har givet Blum det perfekte inspirationsgrundlag.
Resultatet er blevet på en gang smukt og stemningsfuldt, brutalt og uhyggeligt - med en personkarakteristik, som for en gangs skyld dykker ind under huden - en beretning med masser af saltvandssprøjt, masser af mandfolk og en lille smule romantik, bragt til veje af en emanciperet forfatterinde (af Blum gjort til en af de illustrerede klassikeres mindst romantiske og mest fascinerende heltinder). Tiden er nok løbet fra budskabet, men rokke ved Blums position som den mesterlige klassikerillustrator kan man ikke!

Blums forside til 1.udgaven af
Alice in Wonderland

McCann og Nodel

Tilbage er så den »endelige« periode. Her finder man bl.a. Jerry McCann med Fanget af en komet, Indianerhøvdingen Pontiac og Sammensværgelsen og den mesterlige atmosfæreskaber, miljø- og personskildrer Norman Nodels Prærievognen, Rejsen til Jordens indre, Bjergenes konge, Familien Robinson, Rip van Winkle, Manden fra Virginia, Den usynlige mand, Nordens løve, De elendige, Manden der ler, Mellem tigre og forrædere, Smukke Sorte og Faust. Men det er også nok værd at bemærke, at i denne periode beskæftigede Gilberton flere tegnere, som først og fremmest er kendt fra forlagene EC, National, Marvel og Warren - fra disses skræk-, krigs- og superhelteserier.

Ingels, Orlando, Toth, Torres,
Kirby, Crandall og Morrow

Graham Ingels - ECs Mr. Horror himself, Ghastly - tegnede Waterloo.
Joe Orlando - også EC-tegner og senere National-redaktør - tog sig af Ben Hur, Huckleberry Finn, To byer og Kim (sidstnævnte har ikke været udgivet i Danmark).
Alex Toth tegnede Kunstner og vovehals og Angelo Torres En sømands skæbne og Manden uden fædreland.
Jack Kirby - superhelteseriernes »grand old man« - omtegnede Pompejis sidste dage.
Reed Crandall - senere krig og gys til Warren - tegnede sammen med George Evans bl.a. Julius Cæsar, Klokkeren fra Notre Dame, og De skotske drenge (sidstnævnte er en billedmæssig nydelse).
Gray Morrow - senere bl.a. tilknyttet Warren og skaber af El Diablo hos National tegnede Verdens behersker, Robur, luftens erobrer og Dronningens halsbånd og sammen med George Evans Polyppen.
Og George R. Evans? Ja, han er nok værd at dvæle lidt ved. Det samme kan siges om en anden tegner fra perioden, Lou Cameron!

Evans

George R. Evans (1920- ) var i 40'erne beskæftiget med diverse helteserier hos Fiction House og Fawcett. I 1952-55 tegnede han krig, skræk og kriminal til EC's fremragende tegneseriehæfter, men da de som bekendt mødte megen modstand fra pædagoger, psykologer og politikere i disse år og tilsidst blev stoppet af forlaget, fik Evans beskæftigelse hos Gilberton fra 1956 til 1962. Senere har han gjort sig bemærket i en del Warrenhæfter.
Som nævnt ovenfor, tegnede Evans Klokkeren fra Nortre Dame og Julius Cæsar sammen med Reed Crandall. Der var tale om nye udgaver af Classic's Illustrated #18 og #68. Sammen nytegnede de også  #1 og #23, henholdvis De tre musketerer og Oliver Twist. Desuden tegnede han selv første og eneste udgave af  Romeo og Julie, Tuan Jim, Forældreløs og skibbruden, Forfulgt og   Borgerkrig samt  De skotske drenge sammen med Crandall og Polyppen sammen med Morrow.
Måske er Evans' klassikerillustrationer noget af det bedste tegneseriekunst, som denne tegner har præsteret. Med sin karakterfulde streg og detaillerede, atmosfærefyldte miljøskildring formåede han at blæse liv i selv trivielle underholdnings-»klassikere« som G. A. Hentys Forfulgt. Han kunne som få ramme »tonen« i romanforlægget og blæse liv i et ansigt uden anvendelse af karikaturens overdrivelse eller stereotypier (den altfor ferske Julie er undtagelsen, som bekræfter regelen).

Cameron

Lou Cameron (f.1924) var beskæftiget hos Gilberton fra 1953 til 1956. Hans tegneseriekarriere er ret kort og spænder faktisk kun over årene 1951-58, hvor han arbejdede for Friedman, Ace, Fiction House, St. John, Marvel og National med skræk og science fiction. I 1956 modtog han Thomas Edison-prisen for bedste historiske tegneserie: Life of Columbus.
Fra 1950 til 1957 illustrerede han desuden hårdtslående billigbøger, men sagde derefter tilsyneladende farvel til tegnerhvervet. Istedet begyndte han at skrive romaner og noveller, uden dog dermed at gøre sig fortjent til optagelse i Politikens litteraturhåndbøger!
Til Gilberton nytegnede Cameron Greven af Monte Cristo og Dr. Jekyll & Mr. Hyde. Desuden tegnede han Flaskedjævelen, Orkanen, Klodernes kamp, Den fransk-tyske krig, Davy Crockett og Tidsmaskinen i nævnte rækkefølge. En lille produktion, men bemærkelsesværdigl
Camerons bedste produkt er uden sammenligning Dr. Jekyll & Mr. Hyde. Heri kommer hans forkærlighed for anvendelsen af skyggeflader for alvor til sin ret, idet de forlener historien med den rette atmosfære, og medvirker til at Hyde på en gang bliver den gennemførte ondskab og ynkværdigheden selv. Londons slum oser af fattigdom og forrådnelse, og Jekylls laboratorium bobler af skæbnesvanger uhygge. Tragedien i Stevensons mesterværk er indfanget med mesterlig hånd.
Tragedien lurer også i baggrunden i Den fransk-tyske krig, og også her forstår Cameron at føre historien til ende, så figurerne og deres skæbne bliver levendegjort for læseren. Selvom Zolas store romanværk vanskeligt lader sig illustrere på 45 sider, fornemmer man, at det næppe kan gøres meget bedre i en originaltro tegneserie.

Stort publikum til godt håndværk

I modsætning til de masseproducerende amerikanske tegneserieforlag gav Al Kanter sine tegnere tid til at færdiggøre et produkt, kæle for detajlerne. De færreste var som sagt store kunstnere - de fleste kun hæderlige håndværkere - men alligevel skabte de en række tegneseriehæfter, som udmærket gengiver ånden og tonen i de litterære forlæg. Som tegneserier betragtet er Classic's Illustrated på ingen måde banebrydende - de er mediemæssigt konservative, hvilket selvfølgelig hænger sammen med formålet - nyfortolkninger af klassikerne er de på ingen måde. Heltene er mandfolk! Grundholdningen borgerligt reaktioner.
Umiddelbart skulle man tro, at børn ville lade sig skræmme langt væk af disse hæfter. Teksten er svær - typografien vanskeligt læsbar - specielt Shakespeare-monologerne skulle afskrække. Illustrationerne er ikke spændingsfyldte som i »rigtige« tegneserier, og de lever ofte deres eget individuelle liv i pæne rækker ved siden af hinanden.
Alligevel har både Classic's Illustrated og den danske pendant Illustrerede Klassikere været store successer. De har tiltrukket et stort børnepublikum, mens voksne (som kunne læse teksten) pænt holdt sig på afstand. Men det var jo også Kanters formål.
Jeg husker tydeligt min egen oplevelse af disse danske hæfter, som blev læst så flittigt, at de i dag knapt nok kan holde sammen. Sjældent har jeg i min barndom haft så gode bytteobjekter i min besiddelse! Teksten afskrækkede ingen af os dengang, velsagtens fordi vi sprang de for handlingen »uvæsentlige« tekststykker over. Og handling var der nok af i Greven af Monte Christo, Wilhelm Tell, Skatteøen, Gallerkrigen, Waterloo og alle de andre. Kanters formål blev til fulde opfyldt, for vi lærte klassikerne at kende. At de litterære værdier ikke gik op for os, og at vi fortsatte med at læse Anders And og Superman, er så en anden sag! Og så gik vi forøvrigt på biblioteket for at låne bøgerne.

[Læs videre:] Illustrerede Klassikere i Danmark