|
I
1976 påbegyndte Marvel Comics Group udgivelsen af sin version af de gamle klassikere. De
første 12 numre var dog ikke originalt Marvel-materiale, men derimod omarbejdede
Pendulum-klassikere. Disse sidste strakte sig oprindeligt over 50-60 sider, men i
Marvelversionen blev de skåret ned til 48 sider. Derfor virker de også som mangelfulde
bearbejdelser af de gamle klassikere.
Teksten fra de oprindelige Pendulum-udgaver var bevaret, men i indtegnede talebobler,
ligesom man selvfølgelig også havde farvelagt udgivelsen (nænsomt!). Formatet var som
Marvels øvrige farvehæfter, men klassikerne undgik da de sædvanlige forstyrrende
reklamesider.
Med nr. 13 fra 1976 gik Marvel over til selv at producere materiale til All New Marvel
Classics Comics, som serien nu kom til at hedde. Indtil begyndelsen af 1979 udkom
numrene 13-36. I forhold til de første 12 numre virker de 24 sidste langt mere homogene,
men desværre også langt mere sjuskede. Nu var der tale om hastværksarbejder udsat for
tegneseriehæfte- industriens uundgåelige deadlines og korte produktionstid. Resultatet
er blevet atmosfæreforladt, med overfladisk miljøtegning og stereotyp
personkarakteristik, ulæselige tekstafsnit, som ofte dominerer billedfelter og gør
siderne overfyldte og kompakte, og dårlig farvetrykning. Marvel skabte simpelthen det
klassikerprodukt, som Gilbertons Kanter og Pendulums Oliphant med tegneseriepuritansk
selvhævdelse for alt i verden ville undgå. Og se bare, om ikke tegneseriepuritanerne har
skabt de bedste tegneserieklassikerudgaver!
Manuskripteme til Marvel-klassikerne blev for en stor dels vedkommende skrevet af Doug
Moench (A Christmas Carol, Alice in Wonderland, Robin Hood, White
Fang, The Arabian Nights, Prisoner of Zenda, Kidnapped, The Invisible
Man, Food of the Gods, Master of the World, Robinson Crusoe, The Last
of the Mohicans og Ivanhoe), færre af Don McGregor (Moonstone, The
Pit and the Pendulum, The First Men in the Moon og The Prince and the Pauper)
og John Warner (She og Frankenstein).
Illustrationerne var af bl.a. Dino Castrillo (She, Frankenstein, Master
of the World, Moonstone og The Invisible Man (sammen med Rudy Mesina)),
Rudy Mesina (The Invisible Man, end del af The Pit and the Pendulum, The
First Men in the Moon) og Sonny Trinidad (Food of the Gods, The Last of the
Mohicans, Kidnapped (sammen med Pete Lijauco)). Selvom Marvel således havde
mediebevidste tegneseriekunstnere til sin rådighed, lykkedes det kun i ganske få
tilfælde at skabe produkter med bare en antydning af klasse. Robin Hood af Rudy
Masina og Alfredo Alcala, White Fang af Philippine Tribe, The Prince and the
Pauper af The New Tribe og Robinson Crusoe af The Tribe hører til disse
undtagelser.
Forøvrigt var det ikke første gang, Marvel forsøgte sig med klassikerillustrationer.
Allerede i 1973 rummede et par numre af Supernatural Thrillers bearbejdelser af et
par af de mere effektfulde klassikere. Den mest bemærkelsesværdige af disse Den
usynlige mand, tegnet af Val Mayerik og fortalt af Ron Goulart, blev i Danmark
publiceret i Seriemagasinet nr. 131 (med en fremragende forside, som præsenterer
denne historie, af Jim Steranko). Selvom historien ikke var videre tro mod originalen,
illustrerede denne tegneserie glimrende Wells' ide. Stevenson var knapt så heldig, for
den udgave af »Dr. Jekyll and Mr. Hyde«, som forekom i Supernatural Thrillers nr.
4, havde godt nok også Ron Goulart ved skrivemaskinen, men tegneren Win Mortimer leverede
et mildest talt katastrofalt stykke arbejde.
1979-80 udgav det danske forlag Interpresse i samprofuktion med det svenske Semic 6 numre
af Marvel Classics Comics i Danmark redigeret af Pia Christensen under titlen Klassiske fortællinger - men med nye, svensk producerede
forsider, der var knapt så effektjagende og "superhelteagtige" som Marvels, men
unægtelig også meget lidt dynamiske. |
|
|
