|
DENGANG I 50'ERNE!
Anders
Hjorth-Jørgensen, 1994:
50'erne i vore hjerter!
I disse dage
er det 25 år siden, jeg genopdagede tegneserierne. Indtil da havde jeg i en årrække
anset tegneserierne som helhed for om ikke underlødige så i hvert fald ligegyldige.
Undtagen Radiserne og Asterix, som jeg læste med stor
fornøjelse.
Selvfølgelig læste jeg tegneseriehæfter, da jeg voksede op i 50'erne. Massevis af hæfter!
Wild West,
Kong Kylie, Skipper Skræk, Anders And & Co.,
Roy Rogers, Sorte Maske, Raketserier, Akim
og Illustrerede Klassikere hørte til favoritterne - med Tex
Willer, Texas og Prærieserier som outsidere.
Men belært af tidsånden fik jeg efterhånden den opfattelse, at det var noget bras.
Seriehefterne er masseproducerede dagdrømme. Tag dem i timerne og punktér dem gennem
oplysning, samtaler og diskussion. Så vil luften sive ud af de dårlige hylstre.
(Folkeskolen nr. 29/1956).
Jeg lærte, at det
skrevne ord rummede langt flere kvaliteter - så med indgangen til 60'erne forærede jeg
min tegneseriesamling væk og gik igang med den mere lødige litteratur. Bill og
Ben, Texas-bøgerne, Walt Slade m.v. Og så
blev det hastigt til Conan Doyle, Chesterton, Martin A Hansen, Remarque, Frank Jæger,
Knut Hamsun, Chandler m.fl. i skøn forvirring.
Hvis jeg ellers husker ret, havde jeg kun et overbærende smil til overs for dem af mine
jævnaldrende, som blev hængende ved Superman og Batman.
Jeg havde lært 50'er-lektien - ført på rette vej af børnebogskampagner og
datidens fremherskende holdning overfor tegneserier. Jeg kom til at interessere mig
levende for litteratur. Det satte sit kraftige præg på min bogreol.
Måske var det derfor, jeg i 1968 gik i gang med bibliotekarstudiet, så jeg i starten af
september 1969 som praktikant befandt mig i et kursuslokale på Holbæk Bibliotek, hvor en
snes lokale deltidsbibliotekarer lyttede til foredrag af børnelitteraturhistorikeren
Anine Rud.
På et tidspunkt faldt talen på tegneserier, fordi Jens Peder Agger og Ole Hansen netop
da havde en vandreudstilling med positiv indfaldsvinkel til emnet på turne i de danske
folkebiblioteker.
Den viser 200 forskellige
tegneserier, sagde en stedlig
børnebibliotekar til foredragsholderen.
Er der virkelig så mange?, replicerede Anine Rud.
Ja og tænk, sagde børnebibliotekaren lettere
forarget, Agger og Hansen har
efter sigende selv læst dem allesammen!.
Jamen det var dog
forfærdeligt! kom det
dybfølt fra en fordomsfuId Anine Rud.
Nu er det jo sådan med fordomme, at de oftest bunder i uvidenhed - også når de
udtrykkes af en autoritet. Og 1969 var året, hvor man satte spørgsmålstegn ved
autoriteterne. Så jeg bestemte mig for at undersøge, hvad der fik to voksne mennesker -
og uddannede bibliotekarer - til at læse tegneserier tilsyneladende med positivt udbytte.
Var der måske noget, jeg havde overset, i mine egne forudfattede meninger om
tegneserierne.
En måned efter var jeg indfanget af tegneseriemediets mange nuancer og facetter. En ny og
spændende verden fuld af oplevelser åbnede sig i Marvels superhelteserier og i de
fransk/belgiske serier. De gamle, kendte serier fra 50'erne og i tiden før viste sig at
være langt mere end et nostalgisk gensyn værd. Inden længe havde jeg selv læst mere
end 200 tegneserier. Og det var på ingen måde forfærdeligt.
Jeg er Anine Rud dybt taknemmelig. En bemærkning affødt af det korstog, som i 50'erne
førte mig væk fra tegneserierne, førte mig tilbage til dem ved tærsklen til det årti,
hvor der skete interessante ting på det danske tegneseriemarked, og hvor
folkebibliotekerne åbnede dørene for tegneserierne. På trods!
I 50'erne og 60'erne var det utænkeligt, at et dansk folkebibliotek købte tegneserier.
Kvalitetskravet var ufravigeligt, og tegneserier var ikke kvalitet.
Om Tintin hed det bl.a.: ...
et mærkeligt spidst foretagende, en bastard mellem den humoristiske serie og
eventyrserien. Handlingen er tit uhyggelig og grov. (Tørk Haxthausen i bogen Opdragelse til Terror, 1955).
Rygtet gik, at disse belgiske
tegneserier skulle overgå alle andre i spænding, fantasi og humor, og det er klart, at
havde det været tilfældet, kunne man have anbefalet dem til anskaffelse. Anmelderen vil
indskrænke sig til at oplyse, at rygtet har løjet, og at bøgerne er uden interesse for
bibliotekerne. (Aase
Bredsdorff i tidsskriftet Bogens Verden, 1961).
7 år senere blev Tintin som den første tegneserie bedømt på IBCs grønne
lektørudtaelses til bibliotekerne: ... Den er spændende, den er sjov, fyldt med barokt
komiske situationer og en snurrig personskare leder én gennem alle farer og over alle
skær på en ganske overnaturlig måde ... Der er noget næsten uskyldigt naivt over denne
tegneserie, der er meget velskrevet og meget levende og en lækkerbisken for alle børn
fra 9-årsalderen. (Sus
Rostrup, 1968).
Holdningen havde ændret sig. Flere af de unge bibliotekarer, som var vokset op med
50'er-hetzen, gik i modsætning til deres ældre kolleger tegneserierne fordomsfrit i
møde. Et par af dem var Jens Peder Agger og Ole Hansen.
Det første man må gøre sig
klart når man skal bedømme en tegneserie er, at den er underholdning. Den prætenderer
ikke at være Kunst - de få undtagelser derpå er uvæsentlige. Om man så kan skille
kunst og underholdning ad, er en anden sag. Derfor står og falder en tegneseries kvalitet
med om den er underholdende eller ej. (Jens Peder Agger, 1969).
I foråret 1970 udsendte Bibliotekscentralen et spørgeskema om tegneserier og
seriehæfter i børnebibliotekerne. De 103 besvarelser viste en hovedsagelig positiv
indstilling til at købe kvalitetstegneserier til biblioteksudlån. Men negative røster
blandede sig dog også i koret.
Efter grundigt at have
gennemgået bogstaveligt taget alt fra den medfølgende liste må jeg konkludere, at det
er noget møg, som jeg ikke kan se er biblioteksrelevant. Ikke engang Anders And, efter at
det er gået op for mig, hvilket ondskabsfuldt blad det i virkeligheden er: der er ingen
humor, kun skadefryd, og moralen er, at penge er magt.
Jeg vil indrømme, at nogle blade er ganske godt tegnede, men deres ideindhold er yderst
primitivt. At voksne mennesker, oven i købet bibliotekarer, vil have os til at se noget i
de blade, kalder jeg for kejserens ny klæder!
PS: Rasmus Klump kunne måske passere, da det er ganske pænt tegnet og i øvrigt temmelig
harmløst. Men der er efter min mening intet behov hos denne aldersgruppe for tegneserier
(og heller ikke grund til at skabe et) så længe vi har så mange fine og forskellige
billedbøger.
Da jeg i 1973 fik ansættelse scm bibliotekar, mødte jeg hos mange kolleger en vilje til
at indkøbe tegneserier men også en usikkerhed overfor, hvad der var og ikke var
biblioteksrelevant - på trods af at Jens Peder Agger og Ole Hansen igennem flere år
havde givet kvalificeret rådgivning på lektørudtalelserne. Den mulighed fik jeg også
selv, da jeg i 1973 afløste Ole Hansen som lektør. |
|
|
