|
|
|
||||||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||||||
|
Bemærk: Dette websted opdateres
ikke. |
||||||||||||||||||||||
præsenterer En BIOGRAFI fra: |
|
|
| Hergé |
|
Ingen anden tegner har
haft så stor indflydelse på den europæiske tegneseries udvikling som Georges Rémi,
eller som han kaldte sig ved ombytning af initialerne "G" og "R" og
tilføjelse af stumt "H": Hergé. Georges Rémi blev født 22.5.1907 i Etterbeek, en forstad til Bruxelles. I 1923 blev hans første illustrationer bragt i det belgiske spejderblad Le Boy-Scout Belge. Her blev hans første tegneserie, Les Aventures de Totor. C.P. des Hannetons, bragt tre år senere. Den berettede om en spejderpatruljeførers oplevelser i USA og fremstod i Hergés streg som en tegnet film |
| med teksten placeret under
billederne. Totor blev senere fra februar til juli 1930 fortsat af Eugène de
Nijverseel. Efter realeksamen begyndte Hergé at arbejde for det katolske, konservative dagblad Le XXième Siècle. Det blev ledet af Norbert Wallez, en af de dengang mest betydningsfulde mænd i belgisk journalistik. Det blev sagt om ham, at han hver morgen satte en kommunist til livs. Wallez fik en dag den ide at gøre avisen mere attraktiv gennem et ugentligt børnetillæg med titlen Le Petit Vingtième. Hergé blev betroet redaktionen af dette tillæg. Efter igennem længere tid at have illustreret den humoristiske serie Les Aventures du Flup, Nénesse, Pousette et Cochonnet i Le Petit Vingtième - skrevet af avisens sportsredaktør - hentede Hergé igen Totor frem og brugte ham som model for en ny tegneseriefigur. Denne fik et tidssvarende arbejde, en karakteristisk hårtot og følgeskab af en foxterrier. 10.1.1929 blev første afsnit af serien om reporteren Tintin og hans hund Milou (Terry) publiceret. Første rejsemål var Sovjetunionen, som Hergé havde fået informationer om ved at læse bogen "Moscou sans Voiles" - en reaktionær beskrivelse af det kommunistiske system, forfattet af den tidligere belgiske konsul i Rostow ved Don, Joseph Douillet. Denne historie blev i 1930 udgivet som album i et oplag på 5000 eksemplarer. I de næste årtier blev albummet ikke genoptrykt, fordi Hergé ikke længere kunne stå inde for historiens naivt propagandistiske og ukorrekte fremstilling af Sovjetunionen. Med Tintins stigende popularitet blev "Tintin au pays des Soviets" hurtigt et eftertragtet liebhaverobjekt. Talrige pirattryk cirkulerede blandt samlere, indtil bindet "Archives Hergé" udkom i 1973 med Sovjet-historien og de to følgende fra Congo og Amerika. Tintins succes animerede Hergé til endnu en tegneserie, Quick et Flupke (Lars og Lue), som startede 23.1.1930. Indtil 1940 udkom over 300 korte, gagmættede episoder om disse to drenges genvordigheder i Bruxelles. I 80erne er serien blevet fortsat af Bob de Moors* søn, Johan de Moor. 8.2.-16.8.1934 bragte Le Petit Vingtième Hergés Les Aventures de Popol et Virginie en Far-West om to menneskeliggjorte bjørnes eventyr i det vilde vesten - fortalt over 50 sider. |
| I disse år var Tintin og Terry på
eventyr i Congo, Amerika og Ægypten - præsenteret i Le Petit Vingtième som
reportager fra virkeligheden. Under arbejdet med "Den blå lotus", hvor historien udspilles i Kina, begyndte Hergé for første gang at foretage en omhyggelig research. Lange samtaler med Chang Chongjen, en ung, kinesisk student ved kunstakademiet i Bruxelles, førte til, at ikke kun historiens men også tegningernes baggrundsdetaljer var i overensstemmelse med virkeligheden. En omhyggelig research og kravet om autentisk beskrivelse af historiernes lande og steder fik fra dette tidspunkt en stadig vigtigere placering i Hergés arbejde. |
|
| Parallelt med de følgende nye Tintin-eventyr
tegnede Hergé fra 1936 sin eventyrserie Jo et Zette (Mads, Mettes og Sjokos
oplevelser) til magasinet Coeurs Vaillant. Da Le Petit Vingtième måtte indstilles under krigen, blev Tintin fra 17.10.1940 videreført med 2 ugentlige sider i Le Soir Jeunesse. Men papirmanglen under tyskernes okkupation tvang også snart dette børne- og ungdomstillæg til Le Soir til at stoppe. I stedet blev det nye Tintin-eventyr, "Krabben med de gyldne kløer", videreført som daglige strips i format 17 x 4 cm i den højreekstremistiske avis Le Soir. Det krævede en anden fortælleform, og Hergé drog fordel af indskrænkningen ved yderligere at stramme sin episke teknik. På dette tidspunkt dukkede kaptajn Haddock op i serien. Fra en placering som markant bifigur fik han hurtigt status som seriens anden hovedperson. Papirmangelen bevirkede desuden, at forlaget Casterman - som siden 1932 havde udgivet Tintin i albumformat - var nødt til at indskrænke albumomfanget til 62 sider. Indtil da havde der ikke været stillet krav til omfanget af Hergés indtil da sort/hvide historier. De havde derfor haft en længde på op til 130 sider. For også at overkomme omarbejdelsen og farvelægningen af de tidligere album, ansatte Hergé i 1943 Edgar-Pierre Jacobs som assistent. Senere kom yderligere en række medarbejdere til. Tegnerne Jacques Martin, Bob de Moor og Roger Leloup er de mest kendte af disse. Da aktieselskabet Studio Hergé blev dannet i 1950, producerede de egne serier samtidig med arbejdet for Hergé. |
|
| 16.12.1943 måtte Tintin
stoppe midt i historien "De syv krystalkugler". Først 29.9.1946 kunne den
fortsætte i det nystartede tegneseriemagasin Tintin. Heri fik den fiffige
reporter, hans hund Terry og den svovlende, koleriske kaptajn Haddock deres faste plads
sammen med bifigurerne professor Tournesol, detektiverne Dupont og Dupond og den
"milanesiske nattergal", madame Castafiore. 10 eventyr mere blev det til indtil 1976 - heriblandt også en landing på månen i 1953. Det sidste af disse, "Tintin og picaroerne", var 7 år i produktion inden føljetonpubliceringen i Tintin. Før var Hergé ikke fuldt tilfreds med historien og dens episke og visuelle detaljer. Derefter begyndte han at planlægge og skitsere yderligere en historie, "Tintin og alfabetkunsten", men den var endnu ufuldendt ved Hergés død 3.3.1983. Skitserne blev udgivet som luksusalbum af Casterman i 1986. I 1989 fulgte den danske, mindre luksuriøse og prætentiøse udgave fra Carlsen Comics. Hergés mangeårige assistent og højre hånd Bob de Moor hævdede, at han havde en aftale med Hergé om ved dennes død at færdiggøre "Alfabetkunsten", men Hergés enke nægtede at anerkende denne aftale. Derfor udkom kun skitserne, og enhver tale om at fortsætte serien forstummede. Efter Hergés død offentliggjorde magasinet (a suivre) en særudgave om personen og kunstneren Hergé, Hors Serie Special Hergé (Leve Tintin), med bidrag fra talrige franske og belgiske tegneserieskabere, som vedkendte sig påvirkningen fra Tintins skaber. Gennem sin popularitet blev Tintin også en gigantisk merchandisesucces. I 1960 og 1964 blev der produceret to realfilm med Pierre Talbot i titelrollen. Senere fulgte tegnefilmen bygget over "De syv krystalkugler" og "Soltemplet". Under Gregs medvirken blev tegnefilmen "Tintin og Hajsøen" produceret. Den byggede ikke på et tegneseriealbum, men blev senere omarbejdet til sådant af Studio Hergé. Flere andre af seriens album blev til tv-tegnefilm. Gennem det meste af 80erne havde Steven Spielberg planer om endnu en Tintin-realfilm, hvilke dog nu definitivt er skrinlagt. Til gengæld blev albumhistorierne i starten af 90erne omsat til 39 tegnefilmepisoder til tv - produceret af Ellipse-Nirvanna. Hergés tegnestil har fået plads i tegneseriernes historie som "Hergé-skolen". Den kaldes også ligne claire (den rene linie) pga. fortælleteknikken og tegningernes klare og rene udtryk. Elementer fra den rene linie genfindes i talrige andre tegneres værker, bl.a. Jean-Claude Floc'hs og Dick Briels. Gennem new-wave-kunstnere som Yves Chaland, Ted Benoit og Joost Swarte fik stilen en renaissance i 80erne, så man nu taler om nouvelle ligne claire, den nye, rene linie. I 1996 udkom den 462 sider store biografi "Hergé" skrevet af Pierre Assouline. Her beskrives bla., hvordan Hergé via tilknytningen til Le Soir under krigen var under indflydelse af højreekstremistiske nazisympatisører. Efter Bruxelles befrielse blev han da også arresteret, men anklagerne imod ham som kollaboratør blev senere frafaldet - i modsætning til mange af avisens journalister, som idømmes hårde straffe, og redaktøren De Becker, som dømmes til døden. |
