|
Axel
Ingvar Johansen, født 1908, var egentlig bankuddannet. En stor
del af sin fynske barndom tilbragte han med at tegne, og på trods af
bankuddannelsen arbejdede han ihærdigt på at blive bladtegner i Odense.
Men ingen af hans tegninger fandt nåde for de fynske redaktørers
kritiske blikke.
Men Ingvar troede på sig selv, og da en stak af hans prøvetegninger
endnu en gang lå til returnering på Politiken's redaktion, fik
chefredaktøren, Valdemar Koppel, øje på dem. Han spurgte sig for om
tegneren og sendte derefter bud efter Ingvar med
tilbud om ansættelse.
Ingvars første tegninger i Politiken finder man i 1928. Det drejer
sig om små vignetter, kommentarer til diverse aktuelle begivenheder
bragt ned på Ingvars jordnære, humoristiske plan.
Helt frem til sin død i 1950 beskæftigede Ingvar sig med at udføre
disse små vignetter - først til Politiken og senere
til Berlingske Tidende.
I 1930 gav Valdemar Koppel imidlertid Ingvar ideen til en tegneserie.
Flere af hans vignetter havde allerede i 1929 form som tegneserier, men I
Magasin Madsen, som dukkede op som hverdagsstrip i Politiken
den 28. marts 1930, blev Ingvars første serie. Den eksisterede i 19 år.
Magasin Madsen, som den snart blev døbt, fortalte indtil sidste strip
den 21. juni 1949 avisens læsere om de små, pudsige hændelser, som de
ansatte i konfektionsmagasinet - fra direktøren og hans familie til
piccoloen - dagligt kom ud for.
Den 24. december 1933 fulgte Ingvars første søndagsserie - oven i købet
i farver. I Magasinet under overskriften Ingvars børneside fandt
man en hel side med Prins Pilfinger. Også den eksisterede indtil
juni 1949 - en del af tiden dog "kun" som halvside
og hveranden søndag. Den præsenterede modsat Magasin Madsen sin
tegner fra den mere anarkistiske side. For prinsen stod
næppe tilbage for sine amerikanske forbilleder, Knold og Tot.
Ingvars sidste serie til Politiken startede den 10. februar 1935. Det
drejer sig om hverdagsstrip'en Tjavs - en terriers dagbog,
tegneserien om den lille terrier med de såre dagligdags problemer -
igen set gennem humoristens briller.
Udover disse frembragte Ingvar en række småserier til Politiken i
starten af 30'erne, bl.a. Ole Uglespil til Magasinet i 1930
og I radioens århundrede til Politikens Radio i 1931.
I juni 1949 skiftede Ingvar job. Han gik kort og godt over til konkurrenten
Berlingske Tidende, hvortil han fra den 3. juli indtil
den 25. april 1950 frembragte sin sidste større tegneserie, hverdagsserien
Stumpe, samtidig med at han kørte videre med Tjavs.
Fra nytår 1950 var han alvorligt syg, men fik alligevel kræfter til oven
i det andet arbejde i et par måneder at levere Den
lille havfrøken til Søndags BT. Først fem dage før sin død måtte
han opgive at tegne videre. På trods af kraftige smerter var
hans serier stadig lige muntre. Som der stod i nekrologen i Berlingske
Tidende 1. maj 1950: "Flid og fantasi, begge dele med
ukompliceret ensidighed var hans overvejende egenskaber og hans succes-fundament.
Han tegnede, indtil blyanten faldt ham ud af hånden. Og lægerne vidste,
at så havde Axel Ingvar kun få timer tilbage".
Ingvar hørte til de livsfjerne kunstnere. Når han blot kunne more sine
medmennesker, var han bedst tilpas. Politik var ikke hans stærke side,
men indenfor sit begrænsede felt var han frodig og fantasifuld
og altid opfindsom og arbejdsom. Og avislæserne elskede ham for det. Så
meget at man i 1931 og indtil 1953 - tre år efter hans død - kunne
udgive Magasin Madsen (1931-48), Prins Pilfinger (1935-53)
og Stumpe (1949-51) som julepublikationer.
I starten af 30'erne anvendte Ingvar ikke talebobler. Teksten stod under
billederne, men tekst og billede supplerede fint hinanden. Senere brugte
han bobler, når der var behov for tekst, men
ofte klarede han sig helt uden. Hans enkle, men udtryksfulde streg
var fortællende i sig selv. Da han på et tidspunkt havde været i Paris
blev han af sine venner ved tilbagekomsten til København spurgt, om han
havde været på Louvre? "Uha nej", svarede Ingvar på det
klingende fynsk, som han aldrig lagde af sig", "Jeg vil da ikke
ha' min streg ødelagt!"
|
